Et nederlag motiverer

Jeg har indset at jeg har måttet opgive min plan, om at være færdig med min HG til sommer og det er et kæmpe nederlag for mig…
Jeg er ekstremt ked af det over det, jeg har grædt, tæsket en pude og haft en utrolig dybdegående samtale med hunden om det.
Jeg ved godt at mange ting i mit liv som det ser ud pt. er noget jeg ikke kan gøre for eller gøre noget ved og jeg må blive bedre til at tackle de her situationer, hvor jeg i øjeblikket tænker “SHIT!! hvad med min fremtid?”, “min indtægt?”, “hvad vil LJ ikke tænke når han bliver stor og hans mor bare ikke kunne få uddannelse, mor-skab og andet til at hænge sammen?”
Jeg er flov over min indsats selvom jeg ikke burde være det!

Det store problem er egentlig mit fravær, jeg er der ikke fysisk og det er selvfølgelig ikke i orden på nogen måde.
Jeg klarer opgaver, afleveringer og andet rigtig godt og vil mene jeg er foran i en del da jeg læser rigtig meget om aftenen for tiden. Men skolen kræver jeg er studieaktiv og det indebærer altså fremmøde, det er der filmen knækker for mig…
Jeg hader at skulle give mit barn skylden men størstedelen af mit fravær er på grund af ham og sygdom. Nu er han heldigvis blevet opereret og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det kommer til at gøre en kæmpe forskel, men jeg HAR rendt til lægen, ørelægen og andet med ham og den værste del har været nætterne… føj for den lede altså!
Den stakkels unge kunne ikke sove for de skide øre og hvad skal jeg gøre!? Udover at stå op og høre på en skrigende, træt og udkørt dreng i gennemsnit 3 timer hver nat, hvorefter det så ender med at han sover i min seng og fra klokken 4 til 6 bliver jeg sparket og slået fordi han sover SÅ uroligt.
Det var ikke let men det var der heller ingen der sagde til mig at det ville være…

Efter operationen: For første gang siden maj har LJ sovet igennem i 5 dage i streg og jeg kan mærke det på ham i løbet af dagen også… jeg jubler indeni, nu kan jeg kende min dreng igen! 🙂

Siden mandag har jeg så været ramt af kvalme og jeg er sikker på det kommer af manglende søvn, mit ekstremt høje stress niveau og dårlige nerver som jeg generelt bare har.
Jeg klarede dog et møde på VUC Fyn i dag hvor jeg skulle snakke med en vejleder om fjernundervisning, da det vil lette min dag og jeg vil kunne flytte mit fokus rundt på en nemmere måde ved at få ro til studierne.
Planen er så at jeg skal “trække” tiden og få ro på mig selv og min livssituation og så vende tilbage til Tietgen skolen og gøre min HG færdig.
Imens jeg “trækker” tiden kan jeg dog være produktiv og vise engagement ved at tage enkelte fag via fjernundervisning og måske opnå højere niveau, i dansk eller engelsk som jeg lige nu har afsluttet på C niveau.

Jeg skal selv betale for fagene når jeg vælger fjernundervisning, men heldigvis kan jeg stadig få SU og inde i mit hoved lige nu tænker jeg at selvfølgelig er dét det værd!
LJ, mit psykiske helbred, vores hverdag… det er helt klart det værd 🙂

Det hårde i processen er egentlig ikke at det sker, men mere at jeg må acceptere at det sker.. hvis jeg ikke kan eller vil acceptere det så kommer jeg ikke videre og hvordan ender det så?
Jeg gør meget ud af at være et nogenlunde godt eksempel for LJ men hvis jeg taber mig selv undervejs så er det vel den forkerte måde at gøre det på.
Jeg vil hellere lave en slags skåne-plan for mig selv, tage alt som det kommer og det jeg kan styre bliver gjort i mit tempo, og så ender det med at jeg klarede det, fordi jeg lyttede til min krop og mit sind.
Så er det da røv ligegyldigt hvordan jeg kom igennem det, hvad det kostede og hvor lang tid det tog, for jeg kom igennem og LJ tabte ikke sin mor i processen 🙂

Det tager rigtig hårdt på mig at skrive alt det, tænkte det bare er ord, men det er det ikke bare.
For mig er det selverkendelse og bekræftelse.