Livet som voksen, følelsen af det.

Jeg har længe tænkt at mine børne-frie weekender skulle fyldes med 1000 aftaler, men det er jo slet ikke det jeg egentlig har brug for.
Nogle gange er det da meget rart at kunne komme i byen, lege ung, drikke hvis det lyster og komme ud efter kl. 19, men det er ikke lige mig 🙂
Jeg kan sagtens følge med folk der gerne vil det, men det er altid deres idé til at starte med og jeg synes kun det er hyggeligt, så længe jeg ikke bliver tvunget til at drikke.
Tænker det nu også er meget rart at jeg altid kører, føler mig for gammel til alkohol (mentalt…)

______________________________________________________________

Fredag aften stod den på parmiddag med to af kærestens venner, det var jo skide hyggelig at komme ind i deres hjem, snakke med kvinden i huset i køkkenet og se mændene grille ude i haven, det var som taget ud af et bolig og livstils magasin og jeg ELSKEDE det!
Jeg er bare kommet i den alder åbenbart, hold kæft hvor lyder jeg gammelklog når jeg siger sådan…
Jeg har bare endelig fundet noget andet end diskoteker og druk, som egentlig aldrig rigtig har været noget for mig. Jeg føler mig ikke vildt voksen og det er heller ikke for at få følelsen af voksenhed, at jeg kan li den slags middage, med det de voksne kalder civilliserede mennesker, DET er bare mig, det er noget hvor jeg kan slappe af og være mig selv. Jeg skal ikke bekymre mig om alt muligt som “hvordan skal jeg komme hjem?”, “ser jeg slutty ud når jeg danser?” og “hvem skal holde mit hår når jeg brækker mig senere?”, alle sammen utrolig vigtige spørgsmål her i livet, som jeg bare gerne vil springe let og elegant henover 😉
Parmiddage, vin i haven, biograf ture, restauranter osv. er blevet til det jeg kalder “at gå i byen” og her hvor jeg er i gang med en større omgang selvudvikling og gerne vil være den fornuftige, ansvarsfulde, voksne kvinde som jeg ved jeg kan blive og som bare passer bedre til min personlighed, så hjælper det ekstremt meget på min stress at få sådan nogle hyggelige aftener med rigtige samtaler om vigtige ting og uden drama, hvor jeg som før nævnt og vigtigst af alt slapper af og hviler i mig selv med min skønne kæreste og nye venner 🙂

______________________________________________________________

Jeg har det ikke for godt for tiden psykisk og synes (igen, igen) at verden ramler sammen om ørerne på mig, men alligevel, ved siden af alt det negative som gang på gang trækker tæppet væk under mig føler jeg mig heldig!
Jeg har en masse muligheder, jeg har min søn, min kæreste, mine dyr, mine ting, mig selv…

______________________________________________________________

Lørdag aften havde M’s far og stedmor inviteret på lasagne. Jeg glædede mig faktisk rigtig meget, fordi hos dem bor M’s lillesøster som er den mest charmerende lille pige jeg længe har mødt og i min verden var det egentlig hende jeg skulle imponere 🙂
M elsker hans lillesøster himmel højt og jeg forstår ham, ikke bare fordi hun er den hun er men fordi de har et særligt bånd, det kan ikke beskrives og jeg ved at jeg slet ikke kan være med, det vil jeg heller ikke. Det er deres ting 🙂

Vi hyggede os og jeg er ikke skræmt væk (endnu).

______________________________________________________________

Udover de to middags aftaler skulle vi en hurtig tur på fyld/genbrugs pladsen med lidt forskelligt, så ja weekenden har forløbet stille og roligt og føler mig afstresset og klar til en nye uge hvor jeg har mulighed for at møde hver dag, det er så vildt at noget nok skal ødelægge det, en lægetid, et møde, et sygt barn eller 3. verdenskrig (det var det der med at tage sorgerne på forskud som jeg skulle vænnes af med).

Jeg har ikke haft en hel fraværs-fri uge siden jeg startede på grund af ja, alt ovenstående og det piner mig, det er pinligt og jeg er skuffet over mig selv. Jeg ved godt det er ting jeg ikke er herre over og jeg kan jo heller ikke blive sur på LJ fordi han er syg, men hvor ville jeg bare ønske at hverdagen bare kørte nu efter alt det vi har været igennem. Ting tager tid men hvor lang tid? Og har jeg tid nok til at vente?
Vil jeg overhovedet vente? er nok nærmere spørgsmålet der passer ind i denne sammenhæng, problemet er bare (igen) at jeg ikke er den der bestemmer hvad der skal ske af uforudsete ting som skal vælte det hele, jeg kan intet gøre, udover at prøve at få det bedste ud af det (og snakke mig fra ting)…

I denne uge lykkedes det!
Jeg har jo været så heldig at ha fundet en skøn kæreste som hjælper mig og LJ rigtig meget i dagligdagen og det aflaster mig ekstremt meget så jeg får modet på en ny dag og på at ordne ting sammen med ham, gøre flere ting sammen nu hvor der ikke er så meget kæreste-hygge-tid hver aften fordi vi er så trætte, så får vi alligevel set hinanden på den måde og får snakket om forskellige ting imens 🙂

Vi diskuterer rigtig meget lige for tiden og jeg tror primært det er fordi jeg er stresset over kommunen, mit dårlige fremmøde i skolen, min hukommelse som svigter og manglen på overskud. M har også hans at tumle med og vores problemer bliver fælles problemer fordi vi ikke bare snakker om det, vi glemmer nogle gange at man bare skal lytte og ikke prøve at redde en ud af noget eller hele verden, man skal vise at man støtter personen, støtter forholdet og altid vil være der for ham, bare fordi han er den han.
Det er ikke M’s skyld! det er heller ikke min skyld, det er ikke nogens skyld, men vi gør det fordi vi er frustrerede over at vi intet kan gøre for hinanden.
Det lyder jo fuldstændig dumt at vi diskuterer på grund af den slags ting men nogle gange er kærligheden vidst bare lidt en forskruet træls sag der ikke er til at finde ud af 😉

______________________________________________________________

LJ ligger trygt og sover på sit værelse og jeg vil gå ind og tage en ordenlig snuser ned i hans lækre (baby) hår og så vil jeg begrave mig i en dokumentar før jeg skal sove… slå over på kanal 4 seriøst, de er vanvittige! :O

C