I dag fik jeg af vide at min kære onkel har tabt kampen mod kræft efter 5 år… Han fik en blodprop og det gik heldigvis hurtigt efter hvad lægerne har sagt.
Jeg brød fuldstændig sammen og er stadig mærket af nyheden.
Jeg tænker på hele min familie og ved at en personlighed vil mangle i fremtiden.
Min onkel har været som en reserve far for mig efter min far døde da jeg var 7 år og det eneste ord jeg kan bruge til at beskrive det der er sket er uretfærdigt…
Jeg har mistet en del men jeg vænner mig aldrig til det.
Jeg har ellers haft en god dag, jeg burde ha set det komme, jeg har smilet i dag, for første gang i flere måneder har jeg følt at alt er ved at falde på plads.
Jeg føler mig splittet følelsesmæssigt, for jeg glæder mig til den kommende weekend, men en kommende begravelse vil ligge en enorm skygge over glæden, jeg ved ikke helt hvad jeg skal eller må føle.
Hvil i fred onkel, himlen er en smuk stjerne rigere!
Jeg har nu haft en del sammenbrud og angstanfald de sidste par uger. Jeg føler mig kørt over og udmattet både fysisk og psykisk.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og den eneste funktion og rolle i hverdagene er overfor LJ, som jeg helst ikke vil have bliver påvirket af mit mentale helbred.
Jeg kan jo ikke undgå da han altid kan se og føle at der er noget galt med mor. Og det piner mig… det piner mig at jeg ikke bare kan tage mig sammen og bare have det godt, for hans skyld.
Jeg har indset at jeg har brug for hjælp og efter sammenråd med min familie er der sat gang i læge og snart og psykolog som jeg aldrig kom til sidst da vi lå syge som sædvandlig. Det er netop det sygdom jeg er bange for skal bremse min behandling, det vil jo altid være første prioritet, men hvis jeg ikke kommer ud af dette vil det nok i sidste ende have nogle alvorlige konsekvenser og jeg er rædselsslagen.
Der er sat flere ting i gang som kun meget få ved og det vil også komme i bider herinde når det er mere sikkert hvad der skal ske.
Efter min hukommelse er kommet tilbage er tanker og følelser kommet som et chok for mig og jeg forventede en reaktion som var på grænsen til depression, men jeg havde aldrig regnet med dette.
Jeg begynder at svede, trække vejret ekstra hurtigt og mit hjerte banker hurtigt og voldsomt bare når folk banker på min dør, hvis nogen af ukendt nummer ringer, hvis jeg har en aftale om at mødes med folk jeg ikke kender, hvis jeg skal handle og mange andre ting.
Jeg er bange for folk omkring mig og jeg har isoleret mig fuldstændigt.
Jeg har “heldigvis” ligget syg med svær influenza og har kunnet bruge det som undskyldning, men sandheden er en anden. Jeg magter ikke at være social.
Selv en sms til andre end min mor og søster er en så overvældende ting at gøre at det måske er det eneste jeg kan magte den dag.
Hvis jeg endelig kommer ud og handle, ringer til lægen eller andet, så er det muligvis det eneste jeg laver den dag, jeg bliver både psykisk og fysisk træt af det.
Bare det at aflevere LJ i dagpleje er en kamp for mig og han er verdens nemmeste barn, så jeg har det nemt og ligetil, skulle man tro.
Det hele virker nemt selv i mit hoved, men når jeg står i det er det så uoverskueligt at jeg mister fokus og går i panik… 🙁
Jeg tumler med rigtig meget og det vigtigste for mig er som altid bare LJ.
Hverdagen SKAL køre for ham og jeg skal nok også få den til det, det er en kamp som jeg skal få til at se nem ud…
Jeg elsker min familie for at være der nu hvor jeg har aller mest brug for det!
Jeg har nu ligget syg i fire dage med høj feber, hoste og snot i uanede mængder… jeg er SÅ træt af det!
Hele vores liv bliver sat på pause når Enten LJ eller jeg er ramt af sygdom, det er vi sjovt nok på skift så vi har i gennemsnit 10 dage ud af 30 der kører nogenlunde med rengøring, vasketøj, madlavning, handle ind osv.
Det skal selvfølgelig også klares de andre dage, men det er i hvert fald ikke af egen frie vilje og det heller ikke rart at skulle slæbe et sygt barn med Rema efter bleer… jeg forbander det langt væk…
Jeg ved at folk omkring os også vil sige at LJ og jeg er ekstra uheldige og de har aldrig oplevet nogen der er så ofte ramt som os. Jeg tænker ‘Argh der er da nogen der har det værre end os’, hvilket jo også er rigtigt… Det kan godt være vi ikke bliver ramt af livstruende sygdomme eller kommer ud for forfærdelige ulykker (7-9-13), men at vi så hyppigt er syge er en killer og jeg og min familie som kæmper en brag kamp for at hjælpe os, kan snart ikke holde til det mere.
Jeg er så heldig at selvom min mor og jeg har haft vores anspændte tider så ved jeg hun er der når jeg er helt nede og ramme bunden <3
Min mor overnattede hos os fra onsdag til torsdag i denne uge da jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg havde feber, kvalme og var så svimmel at jeg på ingen måde kunne være der for LJ mere end lige et bleskift og mad engang imellem selvfølgelig.
Jeg hader at LJ skal deale med selv at være syg konstant og når han så endelig er rask og har en masse nyt krudt han skal have brændt af, så ligger hans mor og ligner noget min mors katte ville slæbe med ind 🙁
Jeg er bare træt af det og her i min ynkelige tilstand er jeg magtesløs for hvad vi kan gøre.
LJ og jeg er begge sensitive plus mine udfordringer indeni, så jeg ved godt det hele spiller ind, men hvorfor lige os… med alt det vi tumler med i forvejen, har vi så ikke snart fået nok?
Følelsen af at nogen straffer os er større end nogensinde og ja det lyder skørt, jeg er ramt af en kæmpe mængde selvmedlidenhed pt. så kan nok ikke blive mere ynkelig…
Jeg skal ha afsløret hvem vinderen af min første giveaway er (klap på skulderen til mig selv!) 🙂
Jeg vil starte med at takke alle jer der har deltaget, jeg er fuldstændig overvældet over at så mange ville være med, det havde jeg ærlig talt ikke forestillet mig 🙂
Så tusind tak fordi i var forbi min blog og bidrage med det første der faldt jer ind når i hørte ordet tørshampoo.
Det første jeg tænkte da jeg hørte ordet tørshampoo er lidt svært at beskrive. Jeg fik af vide at tørshampoo kunne få håret til lige at holde et døgn mere uden hårvask, så håret ville ikke se fedtet ud og det ville være perfekt til mig, da jeg farver meget hår og det kan derfor ikke tåle at blive vasket for ofte 🙂
Jeg tænkte så ‘Hvordan skal det lige fungere?’, jeg kunne slet ikke få billeder ind i hovedet af hvordan det så ud eller hvordan man skulle bruge det. Jeg havde aldrig set en tørshampoo før og så langsom jeg er så valgte jeg at bruge al min energi på at tænke over det i stedet for bare at google det haha 😀
Nå men tilbage til vinderen, jeg kan li alles bud og forstår hver og en af jer!
Vinderen af en Batiste Original tørshampoo af 200 ml til en værdig af 70 kr. er:
(trommehvirvel tak!)
Katrine !!
Tillykke til dig, du vil modtage en mail inden for tre dage, så vi kan få sendt vidunder midlet hjem til dig 🙂
Nå folkens… jeg har haft problemer med min bærbar i flere dage og er nu endelig kørende igen!
Det startede med at der poppede en masse spam og reklamer op hver gang jeg klikkede på det mindste på nettet. Har så siddet vågen hele natten og fået hjælp af en ven over facebook. Endte med at genoprette den fra. 12/11-14 men havde jo ikke lige overvejet at jeg ikke var kommet igang med fjernstudiet der endnu, så koder, mail, materialer og p** og papir var bare væk… -.-‘
Jeg var SÅ tæt på at smadre alt i hjemmet men så græd jeg lidt i stedet og det endte med et nervesammenbrud hvor jeg tissede en lille smule i bukserne af grin og så måtte jeg jo indse jeg måtte starte forfra 🙂
Jeg er super stresset da jeg er kommet bagud i mine fag på grund af computer problemerne, så derfor har der desværre været lidt stille herinde.
Har måttet prioritere og for en gang skyld måtte jeg være lidt fornuftig med hensyn til hvad der var vigtigst at få ordnet først… derfor sidder jeg her tidligt om morgenen og blogger efter 0 timers søvn og færdig med to og halv opgave ud af tre :O
Zzz… jeg er seriøst træt men det er så fordelen ved at gå hjemme, så kan jeg da få en lur. Tvivler dog på det er en god idé at jeg atter engang får vendt rundt på nat og dag, gode råd modtages med kyshånd ! :*
______________________________
Der er sket SÅ meget på få dage og jeg er så stresset at jeg har aflyst de fleste af mine planer og julen findes heller ikke rigtig for mig, det lyder forfærdeligt men det er det ikke. Jeg er nød til at få styr på alt oppe i mit hoved så jeg kan følge med og ikke taber mig selv i denne fart jeg har på for tiden.
Jeg har ikke LJ juleaften og det har jeg egentlig accepteret og ser det som en mulighed for at gøre en stressende aften til en lidt kedelig en af slagsen hvor jeg er tvunget til at slappe af. Jeg ved at min mor, søster og resten af familien er rigtig kede af jeg ikke kommer over til dem og jeg forstår godt hvis de ikke kan eller vil forstå mig, men da jeg opdagede jeg ikke havde LJ var det første jeg tænkte at så ville jeg ikke holde juleaften. Det er ikke i protest eller andet negativt, jeg har bare ikke behovet på samme måde og jeg kommer ikke til at mangle det, er slet ikke oplagt i år…
På trods af at det første afsnit af Pyrus har rullet over skærmen og jeg i sidste øjeblik fik lavet lidt kalender halløj til nulle og skrabet en dekoration sammen med kalenderlys, så er jeg langt fra i julehumør. Al vores julepynt ligger stadig på loftet og jo det skal da ned men det bliver i mit tempo (og når jeg har en til at hjælpe så jeg ikke sidder fast op på det s**** loft igen -.-‘)
Udover alt det julehalløj så var jeg børnefri i weekenden og cirka en uge inden i fredags fik to venner mig lokket til at holde en fest i mit hjem. Det er første gang at jeg overhovedet har overvejet tanken, jeg har aldrig holdt noget i mit eget hjem, fordi jeg er så sippet med mine ting 😀
Men de to fyre (to jeg har gået i klasse med på Tietgen skolen indtil for nylig) de fik mig overbevidst om at det var en vildt god idé og jeg fik lavet en begivenhed på facebook og fik inviteret folk og sat dødstrusler på dagsordenen for festen… Jeg havde lidt strenge regler omkring opkast andre steder end i toilettet osv. det er vel meget normalt 😉
–
Men den her fest blev så holdt i fredags selvom jeg faktisk havde det ekstremt dårligt hele dagen. Jeg havde glædet mig og tænkte at det skulle bare kunne lade sig gøre, jeg var bare nervøs for mit hjem, intet andet.
Og det gik jo fint, vi fik hygget, drukket (ja jeg drak for første siden M! tourerne og lige så hurtigt som jeg blev sløret i hovedet af alkoholen, lige så hurtigt blev jeg ædru igen fordi fyren der blandede til mig blev langsommere og langsommere til det)
Det ender med at med ædruelighed kommer trætheden snigende og jeg listede i seng, fik dog aldrig sovet, kunne jeg da ha sagt mig selv jeg ikke fik lov.
Jeg kom ud af sengen og så at en af gæsterne havde været så sød at rydde det værste op og kun gulvet lignede en slagmark… afsted det gik ned i byen omkring kl 13 fordi dem der stadig var i hjemmet skulle ned på en sportbar og se fodbold og det skulle jeg da selvfølgelig med til (tøsen der intet aner om fodbold, intet har fået at spise og ikke har sovet i halvandet døgn)…
Det var hyggeligt, det må jeg være ærlig og indrømme og jeg håber da bestemt ikke det var sidste gang, både med hensyn til festen hos mig men også det fodbold der, ved ikke hvor meget jeg går op i fodbold men jeg trænger til at blive luftet om dagen og ikke kun om natten 🙂
______________________________
Efter det fodbold steneri i jeg ved ikke hvor mange timer, frygtede jeg hvad min parkering under Fiskotorvet havde kostet og jeg kunne slet ikke klare turen gennem gågaden efter pizza… Det ender med at ha kostet 12 kr for parkering fordi jeg herre heldig og tænker f***** nej om jeg skal sove nu, jeg skal ind på Heidis og være gammel med de unge og mødes med nogle fra en facebookgruppe som jeg egentlig havde aflyst om morgenen hvor jeg havde vildt ondt af mig selv, på grund af søvnmangel 😀
Så afsted det gik omkring midnat til Heidis i Odense og senere ned på Rådhuskælderen, dog på Redbull og Hustler som sædvanlig, jeg drikker ikke alkohol de næste 2,5 år igen 😉
Young and free :i
______________________________
Nå men søndag var jeg syg, meget syg og jeg fik LJ senere hjem, kæft jeg havde savnet den unge!
Jeg hader når vi er fra hinanden men det er samtidig fedt at savne ham lidt og finde ud af man ikke er så ung som man går og tror, føj min stakkels ryg! -.-‘
Jeg har haft en lækker weekend i det bedste selskab og vil gøre det hel om igen til hver en tid, men nu starter jeg lige med at droppe byture indtil efter jul, og kæmpe for at sove om natten og studerer om dagen… hvis folk vil se mig må de komme her når LJ sover, når jeg er børnefri eller lave noget med os begge, nu skal jeg til at være mor igen 😉
Det blev alligevel et langt indlæg men havde så meget der skulle ud :i
Btw fodbold er altså ikke så slemt… man skal bare ha nogen til at forklare det rigtigt, så kører det 😉
Nu får jeg nok lidt problemer med en del mødre, men jeg indrømmer altså gerne at min søn fik sin første vingummi da han var 6-7 måneder gammel og han får stadigvæk en gang imellem.
Hvorfor er det så forfærdeligt, jeg forstår det virkelig ikke, vi spiser det jo selv og børnene er jo også mennesker hvis nogen skulle ha glemt det i påklædningsdukke trangen (;
I hele min familie elsker vi søde sager og vi er langt fra i kategori med folk der vejer over 100 kg… vi er ekstremt undervægtige og vi spiser nok mere end det normale på trods af for højt og for lavt stofskifte, kroniske smerter og modgang på modgang. Mad er noget vi er glade for og nogle går meget op i det.
En del ser f.eks min lillesøster og jeg komme gående sammen og kan inde på at komme med kommentarer. Der var en episode i en biograf hvor min søster og jeg står i slik køen med kæmpe sodavand og bland selv slik for minimun 40 kr hver, bag os står der to “marmutter” som måtte gå sidelæns ind i døre og den ene siger til den anden “prøv og se anoreksi offeret der” imens han peger på mig… den gjorde ondt, specielt fordi jeg ikke har valgt selv at være så tynd, jeg spiser og spiser men kan ikke tage på og det piner mig at rende rundt og ligne en pige der knap er kommet i puberteten.
(Overdrivelse fremmer forståelse som min mor siger.. anyway)
Min skønne søster kvitterer med “prøv og se på dig selv fedberg!”… udelukkende fordi for det første var de da nogle røvhuller, for det andet så ved min søster bare hvordan jeg har det, hun kan relatere til mig.
Hvis LJ arver det at være kronisk undervægtig fra mig, så bliver jeg ekstremt ked af det. Folk der er overvægtige som kæmper for at tabe sig de klager over kure, motion og at det bare ikke lykkedes og siger til folk som mig at vi har det let… vi har det bestemt ikke let, at være undervægtig kan være lige så træls som at være overvægtig.
Så drop fordommene!
Just-eat bliver brugt en gang i måneden herhjemme, typisk de dage hvor jeg absolut intet gider (;
Herhjemme hos LJ og jeg spiser vi hvad vi har lyst til, så længe vi også får de obligatoriske rigtige måltider så har jeg sådan set ingen regler og det kan nok få folk til at vende det hvide ud af øjnene, men det er sådan jeg synes det skal være.
Indtil videre i hvert fald (;
Misforstår mig ikke, vi lever ikke af fastfood og vi spiser slet ikke slik hver dag og LJ får ikke sodavand for han gider det ikke, hvilket jo er heldigt nok.
Jeg tror at vi kan styre det fordi vi netop har adgang til det konstant og jeg egentlig ikke går så meget op i hvad der er rigtigt eller forkert kost mæssigt, så vi har ikke den der trang til det hele tiden (:
Nu siger jeg vi, jeg ved godt jeg bestemmer hvad LJ får men hvis han bad om en kiks eller noget så ville han få det, han er glad for hyldeblomstsaft og skal gerne ha 3-4 gange opfyldning i løbet af dagen. Når han begynder at snakke kommer der nok andre regler men jeg nægter at gøre det til et kæmpe problem, med hensyn til alt spiseligt skulle det gerne være meget afslappet fordi jeg selv har hørt på de værste ting, på grund af min figur.
Hvorfor skal mad og specielt sukkerholdigt mad være et så voldsomt emne, som alle kan fare i flint over… rigtig mange har et problem med mad og størstedelen af dem har det på grund af de fordomme folk har og den der trang lige så mange har til at kaste om sig med grimme kommentarer, velvidende det er et menneske med følelser de taler til. Det er grotesk og jeg skal ikke lyve, jeg har da selv fordomme.
Jeg har heldigvis efter 22 år accepteret at jeg er undervægtig og må få det bedste ud af det og håbe jeg tager på, også selvom det tager viiiiildt lang tid (:
Hvordan har i det med mad, slik, sukker, undervægt og overvægt?
Fortæl mig gerne jeres holdning eller historie herunder eller seng en mail il lifeofcblog@outlook.com (:
