Rød… ikke altid en dejlig farve :(

Som mange af jer ved er jeg blevet opereret d. 1 august på Bispebjerg hospital.

Jeg var i november sidste år rigtig glad, jeg var på weekend tur til København med en god ven 🙂
Vi boede på hotel, var ude og spise og hyggede os ellers bare, uden et barn på armen og uden at vi skulle noget bestemt. Der gik det galt, jeg kunne ikke dy mig for at gøre noget spontant, dyrt og dumt… vi skulle da begge ha en tatovering så vi kunne huske tilbage på turen!
Idéen i sig selv var jo sød nok men så skulle vi jo finde ud af hvad vi skulle ha lavet og valget falder på et guitar plekter til min ven, på hans håndled og Elmo’s ansigt til mig ved venstre hofte i trussekanten -.-‘
Ja hvorfor…
Jeg tænkte, eller ja det gjorde jeg sgu nok ikke men nåede lidt at tænke at LJ er vild med Elmo så sådan en fætter skulle jeg da ha, hvorfor ikke?!

Vi får så lavet de her tatoveringer og de bliver skide gode! Jeg bliver rigtig glad for mit valg om at få den i en vild rød farve som tatovøren anbefalede varmt.
Både min ven og jeg synes den aften endte rigtig god og vil da heller aldrig glemme det 🙂

Vi kommer hjem.

Dagene går og min Elmo tatovering heler fint og overraskende hurtigt.
Efter en måned var den faktisk helet helt og der var intet med den.
Så gik der yderligere en måned og jeg syntes den begyndte at klø lidt men tænkte ikke nærmere over det da den var helet hurtigt udenpå men måske havde lidt, ja hvad ved jeg under huden…
Efter endnu en måned begyndte huden at skalle helt vildt og jeg troede bare at det var fordi eg kløede i den om natten, men allerede en uge efter det hævede al den røde farve op og det føltes som huden begyndte at brænde som ind i h******!
Jeg kom til lægen som straks henviste mig til Rune Lindberg som er hudlæge her i Odense.
Jeg kom op til Rune som lagde ud med at fortælle mig om hvor dum jeg jo godt ved jeg har været…

Rune udskriver så en recept på en salve der hedder Dermovat (mener jeg) som jeg skulle smøre på to gange dagligt i 10 dage og efterfølgende én gang dagligt i tre måneder, hvor jeg så skulle komme ind til ham igen.
Jeg smører salven på som han siger men begynder at bemærke at min kulør omkring tatoveringen bliver lysere og lysere, som om salven afbleger min hud (og ja jeg kunne åbenbart godt blive blegere :p)
Halvanden måned inden jeg skulle komme ind til Rune Lindberg og tjekkes igen, ringer jeg og siger den er helt gal. Salven får tatoveringen til at hæve mere, fortæller det med det lyse rundt om tatoveringen plus huden omkring brænder nu også, så meget at jeg ikke kan sove for det!
Udover det er en helt anden tatovering (et pink hjerte på min højre underarm) nu begyndt at gøre det samme, det er hævet, huden skaller af, klør ekstremt og brænder.
Jeg begynder at blive rimelig nervøs over måden det har spredt sig på 🙁

Rune tager mig heldigvis ind akut og henviser mig med det samme til operation ved kirurgen Jørgen Serup’s team på Bispebjerg hospital på Frederiksberg.

Jeg bliver indkaldt til undersøgelse hos Jørgen, som ville ha nogle biopsier af begge tatoveringer som reagerer.
Køreturen til Bispebjerg hospital var utrolig lang og jeg var alene afsted, det gjorde det ikke meget nemmere skal det lige siges :/

Nå men jeg kommer ind til Jørgen Serup om har speciale i tatoveringer. Han kigger kort på begge inficerede tatoveringer og ber mig om at ligge mig op på briksen, hvorefter han så først borer en nål ind flere steder i begge tatoveringer, som var hårde og knoldede, kæft det var ikke rart! Så tager han ellers et fint lille metal rør og borer så også det igennem min hud for at hive to hudstykker op, som skulle videre til laboratoriet.
Han slutter undersøgelsen af med at sige at næste gang jeg kommer bliver det værre og han håber ikke jeg har fået en bøde (jeg holde på græsset lige uden for hans kontor), tak tak Jørgen -.-‘

Den skide indkaldelse kom og brød fuldstændig sammen, jeg blev ekstremt nervøs… jeg ved godt de BARE skulle skære nogle millimeter hud af og så fik jeg nogle ar men sådan var det jo… men hele situationen, tidspunktet det hele væltede på, folks meninger, bedrevidende råd, mit humør, min søn, alting! det passede slet ikke sammen og jeg følte mig i det øjeblik som et kæmpe offer for alt ondt. Hvor uheldig har man lov at være?!…
Jeg har selv valgt at få de tatoveringer, jeg er voksen nok til at vide konsekvenserne og se de i øjnene hvis det skulle ske for mig. Det med at det så lige skete for mig, den kan jeg ikke komme over, hvorfor mig, af alle mennesker… synes sgu jeg har nok at tumle med…

Rolig nu Cecilie, det er BARE tatoveringer og nu tager du dig sammen!<3

D. 1 august tager jeg og tre veninder til Bispebjerg hospital (jeg og en veninde overraskede en anden veninde klokken bæ om morgenen med rundstykker fordi hun havde fødselsdag og vi tænkte at hende og hendes søster da gerne ville ha en gratis tur til København, det ville de heldigvis gerne :D)
Vi kommer til at sidde og vente lidt inden operationen kunne starte og det hjalp sgu ikke på mine nerver!

Min ene veninde får lov til at komme med ind på stuen og jeg bliver ordret op på den over-sterile briks… Jesus tænker jeg, det her virker da ikke vitterligt slemt alligevel 🙂
En utrolig sød kirurg og hende ældre og endnu sødere assistent kommer ind og får bedøvet begge mine tatoveringer. Så bryder jeg atter sammen, heldigvis fortæller de et par skrækhistorier og imens kirurgen skræller min hud af med små ja det lignede altså barberblade på plastik tandpinde, så smiler jeg og har det faktisk okay, min veninde var meget stille men hun var der og det var det vigtigste 🙂
Jørgen Serup som styrede teamet og undersøgte mig før operationen kom og tjekkede at alt var fint da de var færdige, og jeg var faktisk rolig igennem det meste.

Efter operationen valgte jeg dum som jeg nu er at gå Strøget tyndt med veninder i stedet for at køre hjem og slappe af, vi var rigtig rigtig sent hjemme og jeg lå med feber i dagene efter.
Der gik betændelse i “elmo” men heldigvis varede det i under en uge.

De der ramte mig mest var at jeg ikke kunne tumle og lege med LJ. Jeg måtte ikke bære på ham og mine sår krævede en del tjek osv. hele tiden. Dagene efter var rigtig hårde og jeg havde ikke den støtte og hjælp fra venner og familie som jeg troede, men opdagede nye venskaber og muligheder og jeg lærte en lektie.
Mine handlinger, alt hvad jeg laver osv. kan ha effekt på ting i fremtiden, fair nok men når det påvirker LJ får jeg en klump i halsen og føler mig som en skovl.

Det er ikke bare en tatovering, det kan være hvad som helt.

Det var bare en af mine skrækhistorier…

Tænk jer om, om det er en tatovering, en dårlig vane, en ting i ens personlighed? nogle gange må man sætte sig selv til side og tænke “kan det her jeg gør nu, påvirke min søn, min mor, min søster, min ven osv…?”

Til jer der læste med, respekt for at i holdte ud hertil 😀
Sov godt!

(P. billeder fra før og efter får i ikke lige her da jeg synes det vil ødelægge den gode stemning haha)

C