At bryde sammen…

At ramme bunden har jeg prøvet før…

Jeg har nu haft en del sammenbrud og angstanfald de sidste par uger. Jeg føler mig kørt over og udmattet både fysisk og psykisk.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og den eneste funktion og rolle i hverdagene er overfor LJ, som jeg helst ikke vil have bliver påvirket af mit mentale helbred.
Jeg kan jo ikke undgå da han altid kan se og føle at der er noget galt med mor. Og det piner mig… det piner mig at jeg ikke bare kan tage mig sammen og bare have det godt, for hans skyld.

Jeg har indset at jeg har brug for hjælp og efter sammenråd med min familie er der sat gang i læge og snart og psykolog som jeg aldrig kom til sidst da vi lå syge som sædvandlig. Det er netop det sygdom jeg er bange for skal bremse min behandling, det vil jo altid være første prioritet, men hvis jeg ikke kommer ud af dette vil det nok i sidste ende have nogle alvorlige konsekvenser og jeg er rædselsslagen.

Der er sat flere ting i gang som kun meget få ved og det vil også komme i bider herinde når det er mere sikkert hvad der skal ske.

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

Efter min hukommelse er kommet tilbage er tanker og følelser kommet som et chok for mig og jeg forventede en reaktion som var på grænsen til depression, men jeg havde aldrig regnet med dette.

Jeg begynder at svede, trække vejret ekstra hurtigt og mit hjerte banker hurtigt og voldsomt bare når folk banker på min dør, hvis nogen af ukendt nummer ringer, hvis jeg har en aftale om at mødes med folk jeg ikke kender, hvis jeg skal handle og mange andre ting.
Jeg er bange for folk omkring mig og jeg har isoleret mig fuldstændigt.
Jeg har “heldigvis” ligget syg med svær influenza og har kunnet bruge det som undskyldning, men sandheden er en anden. Jeg magter ikke at være social.
Selv en sms til andre end min mor og søster er en så overvældende ting at gøre at det måske er det eneste jeg kan magte den dag.

Hvis jeg endelig kommer ud og handle, ringer til lægen eller andet, så er det muligvis det eneste jeg laver den dag, jeg bliver både psykisk og fysisk træt af det.
Bare det at aflevere LJ i dagpleje er en kamp for mig og han er verdens nemmeste barn, så jeg har det nemt og ligetil, skulle man tro.
Det hele virker nemt selv i mit hoved, men når jeg står i det er det så uoverskueligt at jeg mister fokus og går i panik… 🙁

Jeg tumler med rigtig meget og det vigtigste for mig er som altid bare LJ.
Hverdagen SKAL køre for ham og jeg skal nok også få den til det, det er en kamp som jeg skal få til at se nem ud…

Jeg elsker min familie for at være der nu hvor jeg har aller mest brug for det!